Gør vi det, vi siger, vi gør? Det er for mange af landets sociale tilbud nærliggende at stille sig selv det spørgsmål. I en travl hverdag kan det være vanskeligt at få tid til at vurdere, om arbejdet har en standard, man står inde for. Den udfordring tager Standardprogrammet op. Målet er at sikre bedre kvalitet i medarbejdernes daglige praksis.
God praksis og frie rammer
Standardprogrammet tager afsæt i en række kvalitetsstandarder. Standarderne er udviklet af fagfolk med afsæt i god praksis.
Oftest udstikkes der fra regionens eller kommunens side en overordnet ramme for arbejdet, med standarderne. Det enkelte tilbud arbejder herefter videre med, hvad der skal til for, at det daglige arbejde lever op til kvalitetsstandarderne. Fokus er på det enkelte tilbuds individuelle forhold, målgruppe og måder at gøre tingene på.
Forskellige måder at arbejde med standarderne
Formålet med standarderne er at udvikle kvaliteten. Dette sker på flere forskellige måder ude på tilbuddene.
De enkelte tilbud evaluerer løbende egen indsats, for at finde ud af, om tilbuddet lever op til egne standarder. Evalueringen giver erfaringer, som fremadrettet kan udvikle kvaliteten yderligere og føre til en permanent god udviklingsspiral.
Via brugerundersøgelserne indhentes der viden om brugernes vurderinger og oplevelser relateret til 6 af standarderne. Se mere om brugerundersøgelserne under rubrikken Brugerundersøgelser.
Kvalitetsarbejdet med standarderne sker ligeledes i de forbedringsfællesskaber, der etableres på tværs af tilbud, hvor teams fra forskellige tilbud mødes og arbejder målrettet med konkrete forbedringer. Se mere om forbedringsfællesskaber under rubrikken Forbedringsarbejde.
Endelig arbejdes der med standarderne via konceptet makkerpar. Tværregionale makkerpar arbejder med udvalgte standarder, som det enkelte tilbud oplever udfordringer med at implementere. Se mere om makkerpar under rubrikken Eksternt blik.